Flødekartofler – 80’erne i et fad
Skal der ost på eller ej? Rosmarin eller ej? Og hvor meget fløde skal kartoffelskiverne være sovset ind i? Der er mange meninger om flødekartofler, og vi bliver nok aldrig helt enige. For sagen er, at de cremede kartofler kan laves på et utal af lækre måder.
80’erne i et fad
Mange af os, der husker 80’erne, er dog enige om én ting: Maden, vi fik, var noget særligt. Noget af det har vi med vilje lagt i en glemmebog med hængelås. Det er ikke værd at gentage. Men andet har vi taget med os videre op gennem 90’erne, nullerne og nutiden.
Personligt er jeg stadig vild med tarteletter i alskens afskygninger, rejecocktail med citron og thousand island-dressing, regnbueis og ja – lækre, cremede flødekartofler.
Sidstnævnte kan i min verden serveres til stort set hvad som helst. Jeg behøver ikke frikadeller eller den klassiske glaserede skinke med sennep og brun farin til. Faktisk synes jeg, at flødekartofler fint kan gøre det ud for en ret i sig selv. Eventuelt med en grøn salat ved siden.
Flødekartofler er simpelthen 80’erne i et fad. På den gode måde.
Flødekartofler efter fri fantasi
De kan som nævnt laves på alle mulige og umulige måder.
Hvis du vil eksperimentere med det, er det bare at finde en god grundopskrift på flødekartofler, prøve den af og så sætte gang i de kreative ideer. Her er et par stykker til inspiration:
- Gratinér med ost
Put revet ost henover flødekartoflerne, når de er ved at være færdige i ovnen. Hvis du er særligt glad for smeltet ost, kan du også blande lidt i fløden, inden du fordeler den over kartoffelskiverne. - Brug bacon
Steg noget bacon sprødt på en pande, og fordel det sammen med kartofler og fløde, inden det hele kommer i ovnen. Det er en lækker detalje, hvis smagen af bacon passer til det, du vil servere sammen med flødekartoflerne. Eller hvis du vil spise flødekartoflerne alene sammen med en salat. - Tilsæt hvidløg
Hvidløg passer godt sammen med flødekartofler. Riv eller pres nogle fed ud over kartoffelskiverne eller ned i fløden, inden du sætter retten i ovnen. - Krydr med hvad du vil
Friske timiankviste, tørret paprika eller oregano… Rosmarin er en sikker vinder sammen med kartofler, men du kan krydre dine flødekartofler, præcis som du synes.